Morgen Tor Nielsen

okt 112012
 

Paragraf 33.a. skal fjernes. I medierne får Thor Møgers gentagne påstand om de der anvender ligningslovens paragraf 33a “slet ikke betaler skat”, tilsyneladende lov til at stå uimodsagt. Her mener jeg, at det er væsentligt at påpege at det langt fra er alle der anvender paragraf 33.a. der “slet ikke betaler skat”. Dels betaler man faktisk ofte skat i Danmark, og i rigtig mange tilfælde betaler man selvfølgelig skat i dét land hvor man opholder sig.

Hvis man arbejder i et land hvor der er en sambeskatningsoverenskomst, så betaler man som udgangspunkt skat i dét land hvor man opholder sig mest, og hvor arbejdet udføres. Sådan vil det også være selvom man fjerner 33.a. Men der er en række lande hvor man slet ikke betaler indkomstskat. Er man f.eks. skattepligtig i Monaco, så er det rigtigt at så betaler man ikke indkomstskat hverken i Danmark eller i Monaco (da skatten er 0%). Alligevel har man ret til sociale ydelser når man vender hjem til Danmark, hvilket kan synes urimeligt. Man får altså kun en gevinst hvis folk bor og arbjeder i lande hvor skatten er meget lav, og hvor der ikke er nogen SBO.

Hvis man arbejder for en betonfabrik og bliver udsendt til Abu Dhabi, så er det også helt rigtigt at man ikke – direkte – betaler skat af sin indkomst. Men som udsendt medarbejder kan man antage at der faktisk bliver betalt en ejendomsskat, og når den udsendte vender hjem, så finder pengene anvendelse i det danske system – hvilket ofte betyder at der skabes arbejdspladser og at der under alle omstændigheder betales en syndflod af skatter og afgifter af alt der kan handles med i kongeriget. Det må også antages at virksomheden faktisk tjener penge på at udsende en medarbejder.

Dét Thor Møger, og jeg antager at en stor del af den uoplyste befolkning, nu giver udtryk for, er god, gammeldags misundelse. Det er klart at de, der ikke kender realiteterne bliver indignerede hvis de tror at man “slet ikke betaler skat”. Det vil de sikkert fortsætte med at tro på, ihvertfald så længe en minister gentager den samme løgn igen og igen. Faktum er at de der er så rige at de har adresse i Monaco blot vil fraflytte Danmark helt, og dermed vil indtægterne fra den kant falde til nul. Værre er det, at virksomheder vil fravælge at bruge dansk arbejdeskraft til udstationering.

Selvfølgelig er dét her noget der kun rammer et ganske lille mindretal i Danmark (ligesom den fuldstændig urimelige forskelsbehandling af gifte og ugifte i forhold til børnepengene), jeg tænker at det nok er derfor man ikke vil forsøge at gøre noget rationelt. Logikken synes at være, at man ikke rigtigt gider forsøge at lave nogle rimelige og rationelle love, for det rammer jo kun ganske få mennesker. Og hvis man tror at disse mennesker er velhavende, så kan man selvfølgelig bare pisse på dem.

Det er skræmmende, men ikke overraskende, at man fylder folk med løgn. Det er tragisk at pressen ikke magter at spørge det helt simple spørgsmål : Ka’ det nu også passe? Blev 33.a. indført for at vi i Danmark skulle have en mulighed for at man helt kunne slippe for at betale skat? Man må antage at der ligger et rationale bag loven, et rationale man ikke gider interessere sig for, for nu har man stirret sig ond på folk der “slet ikke betaler skat”.

Enhver regering bør stræbe efter at lave rationel lovgivning, uanset hvor lille en befolkningsgruppe der rammes. Et land der regeres med love der ikke kan forklares er et land med problemer.

 

maj 302012
 

For et par år siden faldt jeg over den israelske-amerikanske professor i økonomi og psykologi Dan Ariely. Dan beskæftiger sig med behavioral economics, og ser på hvordan mennesket reagerer når det sættes over for økonomiske valg. Helt intuitivt forstår vi nok at mennesker ikke handler strengt rationelt når det handler om økonomi, alligevel baseres stort set alle økonomiske modeller på en idé om at mennesker handler rationelt.

Et af de forsøg Dan fortæller om handler om fordelingsnøgler. I forsøget sættes to personer over for hinanden. Den ene deltager får 100 kr, og bliver bedt om at dele pengene med den anden spiller. Deltageren kan selv vælge hvor meget han vil tilbyde modspilleren, men han ved at modspilleren kan nedlægge veto. Et veto betyder dog at ingen af deltagerne får noget.

Hvis man forestiller sig at spillerne er 100% rationelle, så vil fordeleren kunne nøjes med at tilbyde modtageren 25 øre, og selv beholde 99.75 (før skat). Det viser sig – selvfølgelig – igen og igen, at ingen modtagere vil acceptere et sådant tilbud. Modtagerne handler altså irrationelt. Ikke specielt overraskende.

Det viser sig, hvis man laver nok forsøg, at en fordelingsnøgle på 70/30 er acceptabel for de fleste. Måske mere overraskende er det, at nøglen faktisk er næsten uafhængig af beløbet størrelse. En modtager er villig til at sige nej til en gevinst alene for at straffe modspilleren. Laver man samme forsøg, men lader en maskine lave fordelingsnøglen vil deltagerne acceptere enhver fordelingsnøgle, idet det er åbenlyst at der ikke er nogen pædagogisk effekt af at “straffe” en maskine.

Denne erkendelse kan, og bør man selvfølgelig anvende når man ser på effekterne af en skattereform. Hvis fordelingsnøglen er urimelig vil modtageren afvise forslaget – næsten uanset timelønnens størrelse. Resultatet er at ingen løn betales, og at intet arbejde udføres. Samfundet bliver således, samlet set, fattigere. Den værdi ingeniøren, kemikeren eller mureren kan tilføre samfundet bliver ikke skabt.

Når bageren lægger tag, mens tømreren bager boller, så bliver taget dårligere end ellers og bollerne blive tørre. Bageren får mindre tid til at bage boller, for han kravler rundt på sit tag, mens tømreren kæmper i timer med at lave kanonkugler. Når skolelæreren sætter fliser op, mens mureren sidder arbejdsløs og kigger ud i regnen, så taber vi alle.

Den enorme mængde sort arbejde er et resultat af den ekstreme skat på arbejde. Den er ikke nødvendigvis et udtryk for manglende solidaritet eller samfundssind. Den er et resultat af den menneskelige natur. Når fordelingsnøglen er urimelig, så kan man enten melde sig ud, eller snyde.

I iveren efter at få skovlen under bankdirektøren i Hellerup med sin “fili” i kælderen, foreslår SF love der kan bruges til at straffe LO familien der betaler maleren sort, for ellers har de simpelthen ikke råd til at få arbejdet udført. Man glemmer også at maleren bruger de sorte penge hos bageren. Eller at de penge LO familien sparer, senere bliver brugt hos den lokale slagter.

Sort arbejde er et problem, men løsningen er ikke at straffe og kontrollere.

Når der ikke kan snydes er resultatet ikke at skatten betales, men at arbejdet simpelthen ikke bliver udført.